Fordele ved DALI-2 standarden


Netværk-DALI-2


DALI står for Digital Addressable Lighting Interface og er en international standardiseret protokol, der bruges til at styre belysning, såsom LED drivere. DALI-2 er den anden generation af DALI-standarden og bringer mange fordele og forbedringer til belysningsbranchen.

Øget valgfrihed og interoperabilitet

DALI-2 introducerer flere nye funktioner, men det vigtigste er tilføjelsen af kontrolenheder på inputsiden, der giver installatøren frihed til at vælge mellem PIR-sensorer, dagslyssensorer og tryk mv. fra forskellige leverandører. Dette åbner op for et væld af muligheder og gør det nemmere at skræddersy løsninger til kundens specifikke behov.

Flere adresser per DALI-bus

DALI-2 bringer også væsentlige ændringer i form af kontrolenheder, routere og inputenheder på samme 2-leder DALI-bus. Det betyder, at et DALI-2 system nu kan understøtte op til 128 enhedsadresser, som gør det muligt at tilslutte op til 64 adresser på inputsiden og 64 adresser på outputsiden.

Standardisering af lysstyring og netværk

Hvor den originale standard bragte digital standardisering af belysning mellem producenter, tilbyder DALI-2 nu også standardisering af lysstyringskomponenter. Den største fordel ved dette er, at både belysning og styring kan være på det samme standardiserede netværk, hvilket giver et mere simpelt systemdesign og en lettere installation.

Forbedret energistyring og vedligeholdelse

DALI-2 standardiserer også de datasæt, der er lagret i armaturerne, såsom energiforbrug og driftstimer. Dette muliggør bedre energistyring og proaktiv vedligeholdelse af bygninger, hvilket er til gavn for både lejere og facility managers. De standardiserede datasæt gør det nemt at indsamle og analysere data for at optimere energiforbruget og forudsige vedligeholdelsesbehov.

Obligatorisk certificering af produkter

Den originale DALI-standard kunne til tider fortolkes forskelligt mellem producenter, hvilket førte til kompatibilitetsproblemer. DALI-2 inkluderer derfor mere omfattende testkrav og obligatorisk certificering med et stærkt fokus på interoperabilitet mellem enheder. Alle DALI-2 produkter skal certificeres af DiiA (Digital Illumination Interface Alliance) før de må mærkes med det officielle DALI-2 logo og på deres hjemmeside findes en database med alle godkendte produkter.